• Biografi
• Matematikk
• 1902
  • Program
  • Festligheter
  • Æresdoktorer
  • Adresser
  • Abelmonumentet
• 1929
• 2002
• Memorabilia
• Abelprisen
• Abels bevis
• Kontaktinformasjon

De senere aars verdensbegivenheder har jo bragt de smaa landes existenceberettigelse frem paa tapetet. Nu fandt man en anledning til at understrege, hvad ofte för er fremhævet, at de smaa lande har bevist sin berettigelse til at leve sit eget liv ved det arbeide, de har udfört i kulturens tjeneste. Maaske kom disse synsmaader noget vel hyppig til orde, men det var altid tydelig at merke, at vore udenlandske gjæster helt og fuldt stemte med i troen paa da sman nationers sag. Derved ögedes jubilæets betydning. Det var ikke blot en höitidelig mindefest for et udödeligt geni, det blev en hyldest for norsk – og derigjennem for nordisk – videnskab og kultur. Gjentagende gange blev dette meget pointeret udtalt af repræsentanter for de store kultursamfund, og man kan sige, det var den röde traad gjennem de officielle talers lange række.

Universitetet havde sammen med Videnskabsselskabet sendt de fleste udenlandske universiteter og videnskabelige instilutioner indbydelse til at deltage i jubilæet, og saa mange modtog indbydelsen, at de delegeredes antal belöb sig til over 70. Der var repræsentanter for de fleste europæiske nationer, og fra oversölske lande fremmödte delegerede fra en række universiteter i de nordamerikanske fristater, i Canada og Australien. En del af vore gjæster inkvartertes paa hotel, en del privat, og samledes torsdag aften 3die september til en modtagelsesfest paa St. Hanshaugen. Veiret havde en tid lang været uhyggelig vaadt og koldt, men solen bröd frem torsdag, og i de fölgende dage holdt veiret sig straalende og bidrog meget til at gjöre festarrangementerne vellykkede.

I spidsen for disse stod en festkomite med professor Nansen som formand. Det blev da han, som paa modtagelsesfesten bad gjæsterne velkommen i en engelsk tale, der paa det livligste blev applauderet af forsamlingen. Professoren udtalte sin og sine landsmænds glæde over at se saa mange af videnskabens ypperste repræsentanter samlet ved denne leilighed. Den mand, hvis minde man feirede, var den mest straalende stjerne i Norges videnskabs krone, men han tilhörte ikke dette land alene, han tilhörte den hele verden, og vidste vi ikke dette för, vilde fremmödet her fortælle os det. Det er sagt, at nafionernes historie er deres store mænds historie. Abel var en af disse store, en af dem, som tager lyset fra dets kilde og spreder det over verden, let og uden anstrængelse. För han var 27 aar gammel, havde han bygget op det store verk, som endnu staar idag. Med allusion til imperialismedoktrinen udtalte professoren, at de smaa nalioners tid ikke er forbi. Den imperialisme, vi tror paa, er kun videnskabens; thi den lærer os at glemme grænser og landeskjel, det viser de udenlandske gjæster, som her er samlet. For dem udbragte han en skaal, fulgt ei ni rungende hurraer fra selskabets norske kontingent.

Ved festen saaes foruden en talrig skare universitetslærere med damer, repræsentanter for regjeringen og storthingets præsidentskab, samt udenrigsminister Lagerheim. Den ganske enkle tilsteining löb i det hele godt af.

Fredag den 4de september holdtes saa aabningsmödet i kommunelokalet. den gamle logesal, som var fyldt til sidste plads af et festklædt publikum. Studenter dannede espaliers i trapperne. De udenlandske delegerede fremmödte i akademisk galaantræk, og tog plads paa tribunen i salens fond. Paa de forreste bænkerader saaes regjeringens medlemmer, storthingets præsidenter, höiere civile og militære myndigheder, Abels slægt og de delegeredes damer, Ved præsidentbordet sad det akademiske kollegiums formand, professor Brögger, og Videnskabsselskabets præses, professor Mohn.

Kongen og prins Eugen træder ind under tonerne af kongesangen og tager plads foran tribunen, hvorefter förste del af Christian Sindings prægtige kantate til Björnsons tekst intoneres. I sterke, knappe linjer ruller digteren op for os billedet af den mand, som tændtes "under stjernetegnet for Norges opgang" og maler hans videnskab i de mesterlige linjer:

Urokkelig som tiden
er tallenes viden,
Deres fletninger er
i evigt morgenskjær
renere end sneen
finere end luften;
men sterkere end verden,
som de veier uden skaaler
og belyser uden straaler.

Kantaten utförtes af et stort blandet kor til orkesterakkompagnement under ledelse af dirigent O. A. Gröndahl og med sangeren Thorvald Lammers som solist. Fremförelsen var overmaade vellykket og Hans Majestæt forlangte den da capo.

Derefter greb statsminister Blehr ordet for paa fransk at hilse de delegerede velkommen: I lærde mænd! I vil ikke dømme et land efter rigdom og ydre magt, I vil dömme folket efter det bidrag, som det har evnet at yde til verdenskulturen. Derfor falder, den hyldest, som I ved eders fremmöde viser Abels geni, tilbage paa det folk, som har fostret ham. I dettes navn bringer jeg eder herfor vor varmeste tak.

Det akademiske kollegiums formand, professor Brögger, talte derefter paa tysk: Blandt de banebrydende mænd paa matematikens omraade, som vort folk i det forlöbne aarhundrede har fostret, straaler fremfor alle hans navn, hvis minde vi i disse dage feirer, han, hvis korte livslöb fylder os med vemod, ligesom hans vældige videnskabelige gjerning i löbet af faa ungdommens aar fylder as med forbauselse og taknemlig beundring. Menneskeheden kan samles i en fælles taknemlig glæde over det store, som blev alle folkeslag til velsignelse. Og midt i denne materialismens og militarismens, vaabnenes og pengenes tid, vokser der langsomt frem et haab om og en tro paa aandens endelige seier. Ud af de store aanders livsvirke vokser der ogsaa for et lidet folk en tro paa dets ret til selvstændigt liv, en fast overbevisning om, at ogsaa det har sin mission i menneskeheden.

To repræsentanter for de delegerede, professor Weber fra Strassburg og professor Vito Volterra fra Rom svarer og takker for velkomsthilsenen, idet de begge dvæler ved den glæde, de föler, ved at lære norsk natur og norsk kultur at kjende. Derpaa giver professor Sylow et resumé af sin udmerkede afhandling: "Abels studier og hans opdagelser", som er et bidrag til det jubilæumsfestskrift, der nedenfor findes omtalt. Professorens essay gav det klareste billede af det overmaade fængslende emne, og var det centrale i aabningsmödets program. Efter hans foredrag fulgte saa kantatens sidste del, med de ægte Björnsonske slutningslinjer:

En vestlandsgut var han
paa vel et snes aar.
Nu verden ham eier;
men gutten var vor.

Ogsaa denne del af kanteten maatte gjentages, og den smukke höitidelighed var tilende.

"Mine herrer!
Jeg önsker at hilse eder velkommen hos mig og i kongeriget Norges hovedstad. Paa den indbydelse, som Universitetet og Kristiania Videnskabsselskab har ladet udgaa til eder om at bivaane denne höitidsfulde mindefest, har I svaret ved i stort antal og tildels fra fjerne lande at begive eder hid. Ved den beredvillighed, hvormed I har fulgt indbydelsen, har I i sandhed villet hædre mindet om en norsk videnskabsmand, som desværre altfor snart blev revet bort fra sit fædreland og fra videnskaben, for hvilken han allerede ved sin fortidlige bortgang var en af de mest fremragende og værdige repræsentanter. Jeg ser imidlertid i eders nærvær her – og det i ganske særegen grad – tillige et usvigeligt vidnesbyrd om det broderskabets baand, som til alle tider den hele verden over har sammenknyttet det videnskabelige arbeides sande repræsentanter. Prae ceteris, certim, eo modo hoc probavistis.

Jeg finder hen grund til ikke blot at hilse eder alle velkommen, men til ogsaa at rette min varme og hjertelige tak til eder, og det er mig en dybtfölt trang at give mine fölelser udtryk ved at tömme mit glas paa eders velgaaende og for den videnskabelige forsknings fremme."

Den bekjendte, fremragende berlinerprofessor Hermann Amandus Schwartz svarer paa gjæsternes vegne med en höistemt tale paa tysk for Hans Majestæt, som han lykönskede med den videnskabens straalende ædelsten, som lyste med saa uvisnelig glans i Norges krone, ligesom han lykönskede Norges folk med den ædle sön, hvis minde man her feirede, og som de alle med grund kunde misunde vort land.

Da kongen ved ellevetiden forlod festlokalerne, hyldedes han med livlige hurraraab, og gjæsterne forlod slottet kort efter, charmerede over den stilfulde fest.

Galleriet var tæt besat af studenter, salens midte og höire side optoges af universitetets lærere, videnskabsselskabets medlemmer og talrige indbudne autoriteter, medens venstre side var forbeholdt de delegerede, som ogsaa her mödte i officiel akademisk dragt. Foran præsidenthordet var placere Abels laurbærkransede buste. Ogsaa denne fest overvar kongen og prins Eugen.

Videnskabsselskabels præses, professor Mohn, aabnede mödet med en smukt fremfört fransk tale, hvori han takkede majestæten for hans tilstedeværelse og de forskjellige autoriteter for deres værdifulde bistand og bidrag – til jubilæets afholdelse. Derefter blev kongen og prins Eugen – overrakt hver et exemplar af det til jubilæet udgivne festskrift, et pragtverk, som redaktionskomiteen d'hrr. professor Sylow, dr. Elling Holst og dr. Carl Stärmer, har den störste ære af. Abels breve og efterladte dokumenter er omhyggelig samlede og kritisk bearbeidede af dr. Störmer; dr. Holst leverer i en Historisk indledning en omhyggelig og udförlig biografi og professor Sylow behandler indgaaende Abels studier og hans opdagelser. Hver af de delegerede modtog et vakkert indbundet exemplar af det prægtigt udstyrede verk - i fransk eller norsk udgave - sammen med det til Pariserudstillingen i 1900 offentliggjorte verk "Norge" i fransk eller engelsk udgave.

Men tilbage til vor fest.

Nu folger en meget interessant del af programmet, idet nemlig en række repræsentanter for verdens forskjellige sprogsamfund giver hver sin korte karakteristik at Abel og bans betydning for videnskaben.

Det er jo saa, at videnskaben er uden fædreland, uden nationalitet, men det internationale ved matematiken strækker sig ikke til dens dyrkere, matematikerne. Intet mere interessant end nu at iagttage, hvor typisk nationale i fremtræden og udtryksmaade de fleste talere var. Umuligt at tage feil af, hvilket folk hver af dem tilhörte. Og gjennemgaaende var det meget udprægede typer fra de forskjellige kulturlande, man her stiftede hekjendtskab med.

Paa de tysktalende nationers vegne förte professor Schwartz ordet. Han er af den store, robuste, lidt stöiende, skjæggede tyske professortype; hans stemme stiger stundom til storm, han bruger store ord til store gester, og smiletr bredt og jovialt. Franskmanden, professor Picard, optræder som de romanske landes talsmand. Han er tyskerens ligemand paa matematikens omraade, men hans overmand paa retorikens. Det er elegansen som her er det mest fremtrædende; der er maaske mindre varme men mere stil og skjönhed over hans ord, som kommer i fint formede sætninger behagelig blödt til öret. Hans stil var saadan, som vækker beundring men ikke begeistring. Den anglosaksiske races repræsentant, professor Forsyth fra Cambridge, har derimod evnen til at rive tilhörerne med ved sin tales dybe, mandige alvor. Hans tanker udformes klart i et pointeret sprog; der merkes en underström af fölelse, som ikke faar trænge sig frem i de omhyggeligt valgte ord. Der synes at være noget religiöst over hans idealitet, og han slutter med at lægge de unge studenter den ideale stræben paa hjerte.

Repræsentanten for de slaviske nationer, professor Gravé fra Kijev, faar man lidt vanskelig tag paa. Han har den dannede russers kosmopolitiske præg; hans franske tale er meget korrekt, men virker lidet umiddelbart.

I sterk modsætning hertil det udpræget nationale hos den svenske og den danske taler. Her springer straks i öinene folketemperamentet, som dette giver sig udslag i en höitidsstunds veludtænkte tale. Professor Zeuthen fra Kjöbenhavn giver udtryk for den trang, nordmænd som dansker nu ofte föler til at mindes, hvad der binder os sammen, vor fælles historie, idet han nævner Caspar Wessel, digterens broder, som en fremragende norsk matematiker fra fælleslitteraturens tid. Han kom med ham som en gave til Wessels fædreland, der halvveis havde glemt ham, rangerede ham kritisk i rækken af norske matematikere, hvor Abel vel var den störste, men Wessel den förste, forlöberen. Saa i skarp kontrast til dansk jevnhed i udtrykket, ro i foredraget, til dansk kritiserende historik, den svenske festtaler, professor Mitfag-Leffier med lövemanken, patetisk deklamerende, med de sterke farver malende. Han taler baade paa svensk og latin. Det er ganske karakteristisk, at den eneste taler, sow benyttede latin i dette land, hvor klassiske sprog ikke længer læses i skolevne, var repræsentanten for vort broderfolk.

Professoren bragte Abel og hans fædreland den smukkeste tribut: en publikalion af "Acta mathematica" – Abel in memoriam - hvori halvhundrede matematikere fra alle lande fremlægger arbeider, som direkte stötter sig paa eller fortsætter Abets verk. For denne enestaaende hyldest takkede kollegiets formand.

Endelig maa nævnes, at professor Hensel fra Berlin bragte en hilsen fra den bekjendte "Crelles Journal", hvori saa mange af Abels arbeider blev publiceret. Som professor Brögger i sin svartale betonede, Abel vilde ikke have kunnet udföre alt, hvad han har gjort, uden "Crelles Journal".

Komplimentationen var over, nu begyndte overrækkelsen af adresser, og samtlige delegerede passerer nationsvis forbi præsidentbordet, idet de - gjerne med et par ord - overleverer de mange pragtfuldt udstyrede adresser. Livligt bifald hilser de mest kjendte störrelser. Hver nation fik sin ovation, og særlig hjertelig var den hyldest, som blev Finlands tre repræsentanter tildel. Disse var statsraad Lindelöf fra Finska Vetenskaps-Societeten, professor Donner fra universitetet i Helsingfors og dr. Tallquist fra det Polylekniske insitut sammesteds.

Medens Danmarks repræsentation indskrænkede sig til universitetets delegerede, professor Thiele, og det kgl. danske Videnskabernes selskabs repræsentant, professor Zeuthen, havde Sverige sendt hele 8 delegerede, saa kun det tyske rige havde flere, nemlig 11 delegerede. Professor Wijkander bragte Göteborgs Högskolas hilsen, lektor Möbius repræsenterede samme bys Kungl. Vetenskaps- och Vitterhets-Samhälle, professor Bäcklund repræsenterede Lunds Universitet, professor Mittag-Leftier "Acta mathematica", professor Théel Kungl. Svenska Vetenskaps-Akademien, professor Bendixson Tekniske Högskolan, docent. Helge von Koch Stockholms Högskola og professor Dunér Upsalas Universitet og Kungl. Vetenskaps-Societet.

Den lange række sluttedes af de norske delegerede, med repræsentanten for landets ældste videnskabelige institution "Det kgl. norske videnskabernes selskab" i Trondhjem, overlærer Dahle i spidsen. Bergens Museums repræsentant var overlæge Armaner-Hansen.

Den höitideligste – om end i og for sig ganske enkle ceremoni stod endnu tilbage: promotionen af 29 æresdoktorer. En saadan akt er enestaaende i universitetets annaler. Indtil 1845 havde man adgang, uden at benytte den, til at udnævne æresdoktorer: men fra fundatsen det aar og indtil storthinget iaar med særligt henblik paa jubilæet gav en ny lov, har man ikke kunnet hædre fortjente videnskabsmænd ved at tildele dem doktortitelen honoris causa. Og selv nu liar man bare anledning til at give udlændige denne udmerkelse.

I det professor Brögger som promotor gav en redegjörelse for dette forhold, udtalte han, at det var i fuld overensstemmelse med den i vort land herskende demokratiske grundbetragtning, naar der hos os ikke eksisterede ydre insignier for doktorværdigheden. Men de æresdoktorer, som nu udnævntes, var de consensu omnium mest fremragende af de nulevende matematikere, mænd som disse behövede ingen ydre tegn og beviser for, at de hörte til menneskeaandens pionerer.

Saa blev da fölgende 29 videnskabsmænd udnævnte til doctores mathematicae:

Paul Emile Appell (Paris), Oscar Andrejevié Backlund (St. Petersburg), Ludvig Boltzmann (Wien), Georg Cantor (Halle), Luigi Cremona (Rom), Jean Gaston Darboux (Paris), George Howard Darwin (Cambridge), Julius Wilhelm Richard Dedekind (Braunschweig), Ulisse Dini (Pisa), Andrew Russell Forsyth (Cambridge), Josiah Willard Gibbs (Yale University, New Haven), David Hilbert (Göttingen), Marie Ennemond Camille Jordan (Paris), William Thomson Lord Kelvin (Glasgow), Felix Klein (Göttingen), Leo Königsberger (Heidelberg), Andrei Andrejevié Markow (St. Petersburg), Magnus Gösta Mittag-Leffier (Stockholm), Simon Newcomb (John Hopkins University, Baltimore), Charles Emile Picard (Paris), Jules Henri Poincaré (Paris), John William Strutt Lord Rayleigh (London), George Salmon (Dublin), Hermann Amandus Schwartz (Berlin), Sir George Gabriel Stokes (Cambridge), Vito Volterra (Rom), Heinrich Weber (Strassburg), Wilhelm Wirtinger (Innsbruck), Hieronymus Georg Zeuthen (Kjöbenhavn).

Af disse var ti herrer tilstede, som personlig modtog af promotor pergamentrullen med udnævnelsen. Og eftersom professorerne Backlund, Forsyth, Hibert, Mittag-Leffier, Newcomb, Picard, Schwartz, Volterra, Weber og Zeuthen kom frem, hyldedes hver og en med livlige haandklap. Ceremonien virkede trods det overrnaade enkle apparat meget tiltalende – der var en umiddelbar stemning, som gav scenen fylde.

Til slutning takkede professor Brögger atter stat og kommune for deres bidrag til festlighedernes afholdelse, og rettede under sterke bifaldsytringer en speciell tak til Björnson og Sinding for kantaten.

En lang vognrække förte damerne ud af byen og rundt de vakreste partier af Bygdö. Fruerne statsmninisterinde Blehr og statsministerinde Quam præsiderede i de to förste vogne.

Middagen, hvori 80 damer deltok, var overmaade belivet, og der veksledes med skaaltaler paa de forskjelligste sprog – her skal kun nævnes, at fru statsminister Blehr udbragte en skaal for Hendes Majestæt Dronningen, som önskedes det bedste udbytte af rekreationsopholdet i Norge. Man indtog kaffe i Yachtklubbens lokaler, og fik hare sangerparret Thorvald og Mally Lammers foredrage gamle norske folkviser - en vellykket indledning til den opförelse af folkedanse i "Norsk Folkemuseum", som man senere overvar.

Den i sit slags vistnok temmelig enestaaende damefest vakte udelt begeistring hos alle deltagere. Det improviserede præg havde sin store charme.

Efterat skaalen for kongen og for de repræsenterede nationers monarker var udbragt, greb byens ordförer, bankchef Andersen-Aars ordet for paa fransk at hilse de udenlandske gjæster i hovedstadens navn. Det var med stolthed, Kristianias borgere saa iblandt sig saa mange berömtheder samlet for at hylde mindet om en mand, som vel ikke var byens barn, men som havde levet sine gutteaar der paa byens fornemste skole, og som ved universitetet hevde gjort de förste skridt paa den bane, som efter et kort liv skulde bringe ham frem til udödelighed. Det sprog, hans videnskab talte, matematiken, var et international[ sprog; men end mere fælles menneskeligt er et andet sprog – hjertets. Ud fra det synspunkt hilste ordföreren de delegerede som medborgere i et fælles samfund, og hævede sit glas for gjæsterne.

Den udmerket fremförte tale blev glimrende besvaret af professor Picard, som meget spirituelt regnede matematikerne til digternes flok, fordi de i tal og formler symboliserer sine ideer og derved svinger sig ud i uendelige tankeriger. Matematiken er som alt aandsarbeide besægtet med digtning og kunst – og paa alle disse felter fandt han Norge misundelsesværdig rigt udstyret. For dette land og for dets hovedstad löftede han sit glas.

Ved kaffeen indtraf studenternes fakkeltog – et af de störste byen har set. Under begeistrede hurrareab og svingende de 500 fakler sluttede studenterne op foran festlokalerne, hvor alle strömmede til vinduerne. Studentersamfundets formand, professor Jæger bragte studenternes hyldest til de udenlandske anndens stormænd med tak til dem, fordi de var komne for at feire Abels minde.

Jublende hurraraab hilste de forskjellige delegerede, som fra vinduerne greb ordet for i begeistrede ordelag at give udtryk for öieblikkets bevægede stemning. Det var en yderst livlig scene, og glanspunktet i aftenens fest.

I velvalgte ord lagde en Netvcomb og en Mittag-Leitler studenterne paa hjertet kjærligheden til aandens arbeide, til idealerne. Og studenterne svarede ved at kalde frem de mest berömte af de mænd, hvis skikkelse de havde lært at kjende i disse dage. Tilslut udbragte professor Nansen, som de fremmedes talsmand, efter en flammende tale et leve for Norges ungdom – Norges fremtid.

Over de kvindelige studenter dryssedes blomster og til tonerne of fædrelandssangen drog toget forbi.

Stykket efterfulgtes af en epilog af dr. Elling Holst fremsagt af fru Dybwad, og forestillingen sluttede med en Abel-apoteose, under hvilken musiken gled over i fædrelandssangen.

Og den sidste officielle fest var forbi.

Dette var ikke den mindst vellykkede höitidelighed i anledning hundredaarsjubilæet, og der raadede i samfundet den mest udmerkede stemning, som gav sig udslag i begeistrede ovationer for professor Bjerknes og for fru Dybwad.

Mödet var en glimrende indledning af semesteret og en lige glimrende afslutning at jubilæet.